Med et 3-årigt erhvervs-ph.d.-projekt vil HedeDanmark afdække den manglende erfaring og viden omkring dyrkning og afsætning af energipil. Der er stor interesse for dyrkning af energipil. Det gælder både i landbruget og blandt politikere. Interessen skyldes blandt andet mulighederne for at producere biomasse, der kan skabe miljørigtig energi. Nøjagtig som skovflis er flis af energipil biomasse, der kan erstatte kul og olie ved produktion af varme og el. Forbruget og dermed efterspørgslen på biomasse er stigende. Men for at vi kan vælge de rigtige løsninger til produktion af biomasse, er der er brug for langt mere viden på området. Historie: Op igennem 1990'erne blev der plantet ca. 1.000 ha med energipil i Danmark kraftigt inspireret af en stor interesse i Sverige, hvor mange hektarer blev tilplantet. I Danmark blev det dog aldrig rigtig en succes, primært pga. for lave biomasseudbytter og dermed en ringe økonomi for landmanden. I dag: I Sverige har man arbejdet meget med forædling af de pilesorter, man anvender i dag, hvorfor det forventede biomasseudbytte er langt højere i dag end tidligere. Derudover er der også kommet fokus på, at energipilen udover at være en CO2-neutral energiform også har flere positive miljøeffekter - bl.a. en lav udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet. Der er dog stadig mange usikre forhold omkring dyrkning af energipil, hvorfor vi har opstartet forskningsprojektet til at afække nogle af de usikre forhold.
Foreløbige resultater Forskningsprojektet har været i gang i ca. 1 år og forventes afsluttet i december 2011. Vi vil løbende her på siden præsentere foreløbige resultater. |
| ![]()
| |||||||||||||||







