hsl_corner01.gifhsl_corner02.gif
1x1.gif
Grøn Service
Skov og Land
Org. affald
Handel
Job
Nyheder
Om os
Kontakt

Landskabskonsulent

Driftschef
Gartnermedhjælper
Driftsleder, grøn service
Skovarbejder
Landskabskonsulent
Projektskovfoged

Verner Møller
Landskabskonsulent, driftscenter Midt/Vest, Skov og Landskab

Jeg er aldrig træt af at tage på arbejde mandag morgen. Min største glæde i jobbet er at kunne sælge oplevelser, der er længerevarende. Lave plantninger, der også giver mening om flere år, og som giver kunden oplevelser i lang tid fremover. Jeg møder kunder helt tilbage fra 1978, som kommer til mig og siger: ”Vi er så glade for det, som vi fik lavet dengang.”

Jeg er oprindeligt uddannet skovtekniker, som det hed dengang, i 1974. Jeg blev ansat i HedeDanmark tilbage i efteråret 1977, så jeg har været her i mange år.
Der er sket mange forandringer, siden jeg blev uddannet. I begyndelsen var jeg meget i marken og havde mange opsøgende kundebesøg. Til gengæld var det beskedent, hvor meget administrativt, der var. I dag er det helt anderledes, og der er dobbelt så meget administrativt arbejde som dengang. Dette skyldes blandt andet, at jeg har langt flere forskelligartede opgaver, hvor der skal udarbejdes tilbud og forslag. Desuden forlanges der i dag en højere grad af registrering internt.

At være kundens øjne
Jeg oplever i høj grad verden i billeder og tager også selv mange billeder i og af naturen. Jeg forestiller mig, hvordan tingene vil se ud nogle år frem og affotograferer det på min indre nethinde. Det kommer sig også af erfaringen – jeg ved, hvordan planter ser ud og kommer til at se ud. Jeg plejer at sige, at det handler om at være kundens øjne og kunne se, hvad der skal til. Vi prøver på den måde at være meget servicemindede, og vi kan mærke, at det er det, vores kunder kan lide. Jeg har jo kendt en stor del af kunderne gennem mange år.

Jeg har den her entreprenørånd, som gør, at jeg bliver drevet af lugten i manegen. På den måde er det vigtigt at kunne lide entreprenørdelen i mit job. Jeg tager ud og ser på ting og kommer med forslag.

Ingen dage er ens
Mine arbejdsdage er meget forskellige og ligner sjældent hinanden. Det afhænger meget af årstiden. Om vinteren sidder jeg for eksempel mest på kontor, hvor jeg tegner, giver tilbud, kommer med oplæg til kunderne, er på kundebesøg og meget andet. Om foråret og efteråret er jeg derimod meget i felten og sætter ting i gang. Der sker en masse på de årstider, og det er en travl tid, hvorimod vinteren er mere stille.

Jeg har mange forskellige konkrete opgaver i dagligdagen. Vi laver en del slørende beplantning, som fungerer efter samme koncept som læhegn, med tre års vedligeholdelse. Jeg har arbejdet med slørende beplantninger de sidste 20 år. Det vil også sige slørende beplantning, der hindrer støj.

Jeg arbejder både med boligudstykninger, virksomheder, campingpladser mv. og alle former for beplantning i det åbne land – læbælter og småbeplantninger fra helt små til ca. 5 hektar. Det handler meget om at sælge oplevelser til folk. Mennesker, der flytter på landet, vil gerne have noget interessant på det jord, de har. Det kan være til deres heste eller en miniskov. Vi skaber skove i miniformat og planter ting, der følger årstiderne, og som giver variation, så kunden på den måde kan få nogle gode oplevelser i og med det.

At være landsdækkende giver mange muligheder
Det fantastiske ved at arbejde i HedeDanmark er den store efterspørgsel, kunderne har på vores produkter og det, at vi er landsdækkende giver rigtig mange muligheder. Der er desuden rig mulighed for sparring med kolleger, når vi er landsdækkende, og det er naturligt, at vi bruger hinanden meget. Mange sidder jo inde med vigtig specialviden, som kan bruges af andre i virksomheden. Vi diskuterer, hvordan man kan gøre ting på den bedste måde, og på den måde får jeg hele tiden nye inputs.

Exceptionelt kollegialt forhold
Jeg forsøger som en af de ældre og erfarne i virksomheden at videregive erfaring til de yngre kolleger.

Vi har et utroligt godt kollegialt forhold. Jeg vil faktisk kalde det exceptionelt, og sådan har det altid været. Selvom jeg har hjemmekontor, har jeg meget med de andre at gøre og sætter stor pris på dette.

Et job med udvikling, ansvar og frihed
Jeg udvikler mig gennem selvstudie. Det er meget vigtigt for mig at holde mig opdateret. Ofte er det på foranledning af kunden, at jeg får ny viden. Kunden har måske et spørgsmål, som jeg må undersøge, og derfor lærer jeg hele tiden noget nyt. Det er spændende på den måde at blive udfordret. Jeg har desuden løbende været på kurser. Både i forhold til noget fagligt og i forhold til for eksempel stresshåndtering. Ved udviklingssamtaler med min chef snakker vi om, hvad jeg ønsker for det/de kommende år. Man kan udtrykke ønsker om hvad som helst, og der er mange muligheder.

Vi får meget ansvar, og jeg sætter meget stor pris på friheden, selvstændigheden og alsidigheden i jobbet. En af udfordringerne i den kommende tid bliver de nye projekter, der dukker op i forbindelse med den nye strukturreform.

VEM_stor.jpg
VEM_og_medarbedjer.jpg
hsl_corner04.gifhsl_corner03.gif