| |
 | | | | Et rent farveorgie af vilde planter viser sig nu langs grøftekanter, i enge og i de lysåbne skove. Deres stærke farver, særlige dufte og sjove former skal lokke insekter til at kigge forbi og dermed hjælpe med bestøvningen. | |  | Skovens fuglesang er næsten forsvundet. Fugleforældrene har nok at gøre med at fodre de altid sultne unger og har derfor ikke tid til at imponere hinanden med sang.
Ved vandhullerne har haletudserne fået ben og kravler på land som frøer og tudser til nye udfordringer. |
Er en skovflåt og en tæge det samme?
En tæge er et insekt med seks ben. Den lever af plantesaft og er ganske ufarlig for mennesker. En flåt er derimod en mide med otte ben ligesom edderkopper og skorpioner. Den lever af at suge blod på for eksempel mennesker og dyr.
Skovflåten kan være alt fra en mm. og op til 10 mm. stor, når den har suget blod. Den er aktiv, når temperaturen er over fem grader, hvilket vil sige næsten hele året rundt. Skovflåten har 3 livsstadier, hvor den for hvert stadie skal finde et sted at suge blod.
Parringen sker på den vært, som der suges blod fra. Derfor kan man ofte finde to flåter siddende samme sted. Når hunnen har suget blod og er blevet parret, lader hun sig falde af. På skovbunden lægger hun sine æg i en jordsprække eller under nogle blade. Kort tid efter dør hun. Æggene klækkes til larverne, der, for at forvirre lidt, har seks ben! Larverne graver sig ned og ligger der, til det bliver forår, og de kommer frem for at vente på en vært at suge blod på. Efter besøget på værten ligger de og hviler nogle måneder, hvorefter der sker et hudskifte, og den lidt større nymfe er klar til at finde en ny vært. Den samme historie gør sig nu gældende med at suge fra en vært, hvile og skifte hud, til den når det sidste stadie som voksen skovflåt, der er klar til parring.
Skovflåter sidder i det høje græs på steder med høj luftfugtighed og venter på et offer at gribe fast i. Det er lugten og varmeudstrålingen fra forbipasserende dyr og mennesker, de går efter.
Rådyret er flåtens hovedvært, og da rådyrene siden 1985 er femdoblet i antal, må skovflåterne formodes at være steget i samme omfang.
Skovflåter kan sætte sig på mennesker i alle stadierne. Dog er det mest almindeligt, at det er mus og fugle, der er vært for flåtens første blodsugning. Den kan sidde og suge i op til 14 dage og kan forøge sin vægt med op til 150 gange!
Skovflåten kan være farlig, da den kan overføre alvorlige sygdomme som borreliosis (kan forsage hjerne- og lungekomplikationer, meningitis og ledsmerter) eller TBE (Hjernehindebetændelse). Man bør derfor tage skovflåten alvorlig og være opmærksom på, om der sidder flåter i tøjet eller på kroppen efter et skovbesøg. Set i forhold til hvor mange mennesker der besøger skovene hvert år, og hvor mange der bliver smittet, må sandsynligheden for at blive syg dog anses for at være meget lille.
Gederams ven og fjende
Mon ikke de fleste kender gederamsen? Planten kan blive op til 250 cm. høj og har smukke rødviolette blomster. Gederamsen er en pionerplante og indfinder sig hurtigt efter rydninger i skovene. Efter blomstring smider den sine frø. På hvert frø sidder frøuld, der gør det let for planten at lade vinden sende frøet langt omkring. Til tider kan omgivelserne se helt sneagtige ud, når mange planter har sendt frøene af sted med vinden.
Gederamsen vokser gerne på sur jordbund og er kvælstofelskende. Det vil sige, at den gerne vokser, hvor der frigives meget kvælstof – for eksempel langs kvasranker i skovene.
Skovejere og biavlere er ikke helt enige om plantens værdi! Planterne kan nemlig overføre en sygdom til skade for nåletræer. Til gengæld er planterne rige på nektar, som bierne lystigt suger på i sensommeren til gavn for biavlen.
Førhen kaldte man planten for fattigmandsasparges, fordi rødderne kan spises rå eller kogte, og efter sigende skulle smage af asparges.
Bladene blandet med mynteblade giver den sibirisk te, der udgjorde over halvdelen af den te, som blev drukket i det gamle Rusland i 1800-tallet og frem til starten af 1900-tallet.
|  |
| | | | | |
|
