/Files/Images/HedeDanmark/Nyheder/Full page_Nyheder_HedeDanmark udpeger ny regionschef for Sonderjylland og Fyn.jpg

HedeDanmark udpeger ny regionschef for Sønderjylland og Fyn

Det bliver en erfaren skovmand fra HedeDanmarks egne rækker, der indtager rollen som ny regionschef i Skovregion Syd pr. 1. august.

Den nye regionschef i HedeDanmarks Skovregion Syd er Thomas Bager Nielsen, der er nuværende skovfoged på Fyn. Han overtager stillingen efter nuværende regionschef Martin Bösselmann, som fremover vil fokusere fuldt ud på opbygningen af HD Forest Germany – HedeDanmarks tyske skovforvaltningsafdeling, som blev lanceret sidste år. Ved at dedikere Martin Bösselmann udelukkende til denne opgave ønsker HedeDanmark, der er en del af Hedeselskabet, at fortsætte den gunstige udvikling af HD Forest Germany, som i første omgang tilbyder skovforvaltning til tyske skovejere i delstaten Brandenburg.

Thomas Bager Nielsen skal stå i spidsen for Skovregion Syd, som dækker Sønderjylland og Fyn, hvor HedeDanmark forvalter 22.000 hektar skov for en bred vifte af skovejere som fonde, godser, aktieselskaber, kommuner og private.

- Vi er glade for at kunne præsentere Thomas Bager Nielsen, en mangeårig medarbejder hos HedeDanmark, som den nye regionschef for Skovregion Syd. Thomas er en erfaren skovfoged med en stor viden om skovdrift og er derfor godt bekendt med vores værdier, processer, kunder og skovbrugssektoren i det hele taget. Vi tror på, at denne udnævnelse vil gavne både vores virksomhed, skovejerne, vi samarbejder med, og vores entreprenører samt andre samarbejdspartnere, siger divisionsdirektør for skovdivisionen i HedeDanmark, Steen Riber.

Thomas Bager Nielsen er 46 år og bosat i Faaborg sammen med hustruen Line. Sammen har de tre drenge i alderen fra 18-25 år. Han glæder sig til den nye rolle i en kendt organisation.

- Jeg kender teamet og værdierne i skovdivisionen, derfor glæder jeg mig meget til at komme i gang med opgaven og ser frem til at være med til at udvikle skovdivisionen i fremtiden. De udfordringer, som samfundet står over for i forhold til klima og biodiversitet, kan de danske skove være med til at løse, og jeg ser frem til at deltage i dette vigtige arbejde, siger den nye regionschef.

Del denne