Til corporate website English Sitemap
Du er her: Forside /

Fra jagtelev til skovfoged

Den 25. april 2016 kan skovfoged Adolf Bech Pedersen fra HedeDanmarks Skovregion Nordjylland fejre 50-års jubilæum i HedeDanmark – og han er stadig dedikeret og glad for at gå på arbejde. 

Skovfoged Adolf Bech Pedersen fylder om ganske kort tid 76 år. Han er ikke, trods alderen, pensionist, men arbejder fortsat aktivt for HedeDanmark som skovfoged i Vesthimmerland – ganske vist på nedsat tid. Selvom han for længst har overskredet alderen, hvor han kunne gå på pension, har han stadig ikke sat en dato for, hvornår han holder op med at arbejde.

En god ordning
”Jeg har hele mit arbejdsliv været glad for at gå på arbejde,” siger Adolf Bech Pedersen. ”Og jeg kan varmt anbefale andre at gøre som jeg – at nedtrappe gradvist, når man kommer op i seniorårene. Da jeg blev 65 år, besluttede jeg at trappe ned til halv tid – og nogle år senere endnu længere ned i tid. Det er en god måde at holde forbindelsen med branchen på, og det giver for mig en meningsfyldt tilværelse at kunne arbejde bare lidt,” fortæller han. 

Adolf_Pedersen-hund-800
 
Headhunting anno 1966
Adolf Bech Pedersen begyndte arbejdslivet som 16-årig jagtelev på Borris Hede med et ønske om en fremtid som skytte på et gods. På det tidspunkt, midt i 50’erne, var der normalt ansat en skovfoged og en skytte. Men skovfogeden syntes, der var dårlige fremtidsmuligheder som skytte, og foreslog, at Adolf Bech Pedersen i stedet for startede på en uddannelse som skovfoged – hvilket han gjorde.

En dag kom en skovrider fra Hedeselskabet forbi. Han spurgte den unge Adolf, om han havde lyst til at blive ansat i Hedeselskabet. Det takkede han ja til og blev i 1966 ansat som skovfogedassistent i Viborg. Efter nogle år med skovplaner og korttegninger i Viborg og som skovfogedassistent i Silkeborg Skovdistrikt blev han i 1974 skovfoged i Vesthimmerland. Her arbejder han i dag stadig som skovfoged.

Jubilæet fejres den 3. maj sammen med familie, kolleger og venner.
 

Adolf_Pedersen-09-800
Skovfoged Adolf Bech Pedersen ser tilbage på et langt og indholdsrigt arbejdsliv. Foto: Lars Holm. 
Artiklen er først bragt i HedeDanmarks interne medarbejderblad "Spiren".

© HedeDanmark a/s | Klostermarken 12 | DK-8800 Viborg | CVR 27623549 | Kontakt os | Cookies og privatlivspolitikker