Natur og Vand
Natur og Vand
Til corporate website Sitemap
Du er her: Forside /
Bjørneklo-655x120

Bekæmpelse af kæmpebjørneklo for lodsejere, virksomheder og kommuner 

Effektiv bekæmpelse af den stærkt invasive kæmpebjørneklo kræver ofte stor erfaring og det helt rigtige udstyr/maskiner for at undgå skader på hud og øjne. 

HedeDanmark har mange års erfaring med effektiv bekæmpelse og forebyggelse af kæmpebjørneklo for kommuner, virksomheder og lodsejere. Kontakt os nu, hvis I har brug for professionel hjælp til at bekæmpe kæmpebjørneklo på jeres arealer.

Hvorfor er kæmpebjørneklo et problem?
Kæmpebjørneklo er en invasiv plante, der med 20.000 nye frø pr. ha hvert år spreder sig lynhurtigt og er en alvorlig trussel for Danmarks naturområder. Hvis kæmpebjørnekloen har etableret sig, kan den udkonkurrere alle andre planter på arealet. Samtidig skaber planten dårlige levevilkår for bl.a. fugle og insekter, da den ikke har nogen fødeværdi.

Er kæmpebjørneklo farlig for mennesker?
Kæmpebjørnekloens saft kan forårsage alvorlige forbrændinger på hud og øjne. Forbrændingen opstår, hvis man får saft på sig, og huden efterfølgende udsættes for sollys. I HedeDanmark har vi derfor særlige sikkerhedsmæssige retningslinjer og metoder for at undgå skader ifm. bekæmpelsen af bjørneklo.

Hvordan ser kæmpebjørneklo ud?
Du kan bl.a. genkende kæmpebjørnekloen på stilkens rødlige pletter og stive, hvide hår. Derudover har planten de største grønne skærme/blade i Danmark. Den invasive bjørneklo findes særligt ved veje, vandløb, jernbaner, hegn, remiser, brakmarker mv. 

Hvor kommer kæmpebjørneklo fra?
Kæmpebjørnekloen stammer fra Kaukasus og blev indført som en haveplante i den sidste halvdel af 1800-tallet. Siden har den invasive kæmpe spredt sig massivt gennem det danske landskab. 

Er vi forpligtet til at bekæmpe bjørneklo?
Man er forpligtet til at bekæmpe kæmpebjørneklo på sine arealer, hvis kommunen har vedtaget en indsatsplan for bekæmpelse af planten. Hvis man ikke bekæmper kæmpebjørnekloen, risikerer man bødestraf.

Hvordan bekæmpes bjørneklo?
Ved bekæmpelsen af kæmpebjørneklo er målet, at ingen planter sætter frø. Det betyder næsten altid en effektiv, vedholdende bekæmpelse gennem flere år. Med en effektiv bekæmpelse kan antallet af planter dog reduceres kraftigt allerede efter to år. Hvis HedeDanmark står for bekæmpelsen af bjørneklo på jeres arealer, begynder samarbejdet ofte med en undersøgelse af problemets omfang og en plan for arealet. Undersøgelsen bruger vi til at finde den helt rigtige metode til bekæmpelse, der bl.a. kan tage hensyn til arealets formål og størrelse, beskyttede naturtyper og lign. Ofte vil den bedste bekæmpelsesmetode dog skifte fra år til år, i takt med at der bliver færre planter. 

Manuel bekæmpelse af bjørneklo: 

Rodstikning: Ved rodstikning stikker vi plantens rod over under jorden med en spade eller bjørneklospade og trækker hele planten op. Metoden er meget effektiv, men langsommelig.

Manuel slåning: Vi slår plantens overjordiske dele af med en le eller en buskrydder. Skal gentages mange gange i løbet af sommeren. Ved metoden undgås yderligere frøsætning, men planten overlever.

Skærmkapning: Vi fjerner blomsterstanden fra stænglen med eksempelvis et høgenæb. Hvis skærmkapningen er udført rettidigt, vil planten reagere, som om den har blomstret og dø. Vær opmærksom på, at frøene kan være spiringsdygtige, og derfor er det vigtigt, at skærmene fjernes fra arealet.

Rygsprøjte, Easy Roller, Weed Wiper: Skånsom sprøjtning kan være den bedste løsning på nogle arealer. Vi sikrer os altid, at det er tilladt at sprøjte i området. 

weed-wiper-bjoerneklo_1

Bekæmpelse af bjørneklo med maskiner: 

Jordbehandling: Vi pløjer, harver eller fræser jorden i foråret for at fjerne gamle planter og ødelægge deres rødder. Behandlingen skal typisk gentages et par gange i løbet af sommeren. Vi sikrer os altid, at det er tilladt at jordbehandle i området.

Brakpudsning/slåning, slagleklipning: Vi slår med en skive- eller slagleklipper så tæt på jorden som muligt. Metoden kombineres ofte med manuel bekæmpelse - f.eks. rodstækning.

Sprøjtning: Enten via bredsprøjtning eller en Weed Wiper monteret på en traktor. Vær særligt opmærksom på, om sprøjtning er den rette løsning. I dag er det tilladt at bredsprøjte på naturarealer, hvis der er tale om massive renbestande, hvor den naturlige flora er udkonkurreret. 

 Alternative metoder til bekæmpelse af bjørneklo: 

Opdyrkning: På større landbrugsarealer kan man vælge en billig og effektiv bekæmpelse af bjørneklo ved at genopdyrke området.

Græsning: Visse dyr er særligt effektive til at fjerne bjørneklo. Dyrene æder kæmpebjørnekloens overjordiske dele. Får er specielt velegnede. Også her er det vigtigt at være opmærksom på, at afgræsning ikke slår planten ihjel, og at man risikerer en opblomstring af planten, når dyrene tages af arealerne.
 

faar_fjerner_bjoerneklo


Hvilken metode skal vi vælge?
Effektiv bekæmpelse af større arealer med kæmpebjørneklo kræver stor faglighed, vedholdenhed og praktisk erfaring. Hvis I er i tvivl om, hvilken metode I skal vælge, så kontakt en af vores konsulenter for at få klarlagt den bedste metode til bekæmpelse af bjørneklo på jeres kommunale områder, virksomhedsarealer eller landbrugsejendom.

Find nærmeste HedeDanmark kontaktperson


bjoerneklo-ved-vej
Man ser ofte kæmpebjørneklo i vejkanten.

ADVARSEL:

Bekæmpelse af bjørneklo kan være farligt. Før du selv går i gang, bør du overveje at søge professionel hjælp til opgaven.

Har du fået saft på huden: 

  • Dæk huden til med det samme
  • Vask huden med vand og sæbe hurtigst muligt
  • Undgå dagslys på huden i 48 timer

 
Har du fået saft i øjnene: 

  • Skyl øjnene
  • Brug solbriller
  • Søg læge 
 
Vær særlig opmærksom på, at skader på hud/øjne ikke viser sig med det samme. 

© HedeDanmark a/s | Klostermarken 12 | DK-8800 Viborg | CVR 27623549 | Kontakt os | Cookies og privatlivspolitikker