Til corporate website English Sitemap
Du er her: Forside /

Gartnermedhjælper

Jette Bruun Hansen, Grøn Service, Fyn

Jeg har altid godt kunnet lide at gå i haven og har gjort det, lige siden jeg var barn, for jeg elsker at få frisk luft og vil gerne have mulighed for at gå ude hele dagen. Jeg kunne slet ikke forestille mig at sidde inden for en hel dag på en stol. Derfor er et job som gartnermedhjælper i HedeDanmark perfekt for mig.

Jeg er uddannet drivhusgartner og blev ansat som gartnermedhjælper i HedeDanmark i 2005. Én af mine bekendte vidste, at jeg var udlært gartner, og han var selv ansat i HedeDanmark. Han foreslog mig derfor at søge job her, hvilket jeg gjorde og kom til samtale. Allerede tre dage senere startede jeg i mit nye job. 

Et alsidigt arbejde

Jeg kører sammen med min faste makker rundt og ordner haver, klipper hæk, fjerner ukrudt, fejer og holder bede. Vi beskærer og klipper også træer og lignende, og desuden planter vi eksempelvis stauder. Vi tager rundt til større og mindre virksomheder, men også til private, plejehjem eller noget helt andet, hvor vi tager os af deres udenomsarealer.

 

Vi lægger vores dagsplan efter en mappe, hvori alle kunderne og arbejdsopgaverne står, og så organiserer vi selv i hvilken rækkefølge, vi vil tage ud til dem og på hvilke dage, det passer bedst. Hvor tit vi er hos hver kunde svinger fra kunde til kunde, bare vi når det, vi skal. Nogle dage vil vi kun være hos en enkelt kunde, fordi der er meget, der skal laves, mens vi andre gange kører rundt til flere. Som regel tager vi fra morgenen direkte ud til det sted, hvor vi skal starte dagen.

Fleksibilitet

Det betyder meget, at vi kan planlægge dagen selv og selv bestemme, om vi vil møde klokken halv seks eller klokken syv. Er det en varm sommerdag med 30 grader, er det rart at kunne møde meget tidligt, hvilket også kan have noget med arbejdsopgaverne at gøre. Skal der en dag vandes meget ved buske og lignende på parkeringspladsen på grund af varmen, er det rart at komme, før den er fuld af biler.

 

Hvis der i perioder er travlt, kan vi planlægge efter det og for eksempel arbejde ekstra en dag og tage lidt før fri en anden. Er det meget dårligt vejr en dag, kan vi vælge at tage lidt før hjem og så arbejde ekstra en anden dag. På den måde står der ikke én over os og holder øje med os, og der er meget fleksibilitet og frihed i mit job.

Kundekontakten er vigtig

Jeg er meget glad for den kundekontakt, vi har de forskellige steder. Hver gang vi har været et sted, afleverer vi en seddel med en beskrivelse af det, vi har lavet, og så får vi os en lille sludder med kunden. Andre gange kommer kunden ud og snakker med os, mens vi er der, og det er meget hyggeligt. Man skal kunne lide at snakke med mennesker i det her job og være venlig og åben, for man er jo ude blandt mennesker og kunder. Det er rart, at vi ved, hvem kunden er og har kontakt med kunden, så det ikke bare er sin makker, man snakker med, når man er på arbejde.

Hele tiden ny viden

Mine kolleger og jeg deler løbende vores faglige viden med hinanden.
Desuden er jeg er på kursus hver vinter. Til den årlige medarbejdersamtale spørger min chef ind til, hvordan jeg har det i mit arbejde, og jeg bliver spurgt, om der er kurser, som jeg gerne vil deltage i. Nogle gange har han et forslag til et kursus, andre gange er jeg selv kommet med forslag. Jeg har været på beskæringskursus og opnået en viden, jeg kan bruge, når vi om foråret beskærer roser, stauder og frugttræer. Jeg foreslog det selv, og han var åben over for det. Jeg har også været på kursus i mindre gartnermaskiner, hvilket var et kursus, min chef opfordrede mig til at deltage i, fordi det er relevant at kunne betjene maskinerne i mit job.

Det vigtigste er at være glad for det, man laver

Jeg er glad for, at jeg ikke arbejder alene, og jeg har det rigtig godt med min makker. Så længe jeg har det godt med mit arbejde og med min makker, er jeg glad.

 

Der kan godt være hårdt fysisk arbejde, men det afhænger meget af, hvad man laver de enkelte dage. Nogle dage går vi bare og fejer og piller lidt ukrudt, og så er det ikke så hårdt. Andre dage er det hårdere arbejde, men det generer mig nu ikke, for det veksler hele tiden. Friheden og selvstændigheden ved at arbejde i HedeDanmark er det vigtigste for mig – og så naturligvis den friske luft.

Jette_B_Hansen_stor.jpg
Læs om medarbejder-trivsel i HedeDanmark

Følg HedeDanmark på de sociale medier

Se bl.a. billeder, video og nyt fra det grønne område.

© HedeDanmark a/s | Klostermarken 12 | DK-8800 Viborg | CVR 27623549 | Kontakt os | Cookies og privatlivspolitikker