Til corporate website English Sitemap
Du er her: Forside /

Karriereudviklingsprogrammet

John Iskov startede i maj 2009 på HedeDanmarks Karriereudviklingsprogram. Programmet, der tæller i alt 9 medarbejdere med smag for ledelse, strækker sig over 1½ år og fordeler sig på 5 moduler. Modulerne har fokus på personlig forståelse, virksomhedsanalyse, økonomisk forståelse, strategi og forretningsudvikling.

Karriereudviklingsprogrammet har en ekstern konsulentvirksomhed som primær leverandør af undervisningen på de respektive moduler.
 

Om leverandøren siger John: ”HedeDanmark har virkelig fundet en leverandør, der kan udfordre og udvikle os deltagere. Underviserne har haft kompetencerne i orden. Der har været tale om folk med lang praktisk og formidlingsmæssig erfaring.”

Et langt læringsforløb

Hvert modul er af 3 dages varighed med intens undervisning i 12 timer om dagen. Imellem de enkelte moduler er der indlagt opgaver og erfaringsudvekslingsdage, hvilket er med til at gøre det lærte til endnu mere konkret viden.

 

”Gryden bliver hele tiden holdt i kog, så der netop bliver tale om et langt læringsforløb. Man får nogle ledelsesmæssige værktøjer, der i dagligdagen kvalificerer beslutninger. Frem for at handle intuitivt er man reflekterende og analyserende i forhold til de udfordringer, man møder. Og så har vi fået en række praktiske værktøjer til implementering af strategien,” siger John og smiler: ”Det er jo ikke nok at kunne tænke tankerne og nedfælde dem på papir; det skal også udmønte sig i praksis for at have værdi.”

Vi holder hinanden skarpe

Det netværk, der – på tværs af geografi – er blevet etableret blandt deltagerne i programmet, har også stor betydning for John: ”Vi har jo altid kun været et telefonopkald fra hinanden, men i dag er vi nok mere tilbøjelige til at gøre brug af hinanden – og det gør vi. Vi er i vores løbende dialog hele tiden med til at holde hinanden skarpe – argumenterne skal være i orden.”

 

Som en del af Karriereudviklingsprogrammet skal deltagerne, gruppevis, aflevere en opgave, der med et analytisk, strategisk og forretningsudviklende fokus kan bibringe virksomheden ny viden.

 

”I min gruppe mødes vi hver fjortende dag og arbejder med opgaven. Så fordeles delopgaver, som vi så hver især arbejder videre med til næste møde. Samlet set kommer vi til at arbejde med opgaven i 3-4 måneder, inden den skal præsenteres for HedeDanmarks overordnede ledelse i efteråret,” siger John.

 

At Karriereudviklingsprogrammet kan betegnes som en succes, er John ikke i tvivl om: ”Når jeg betragter Karriereudviklingsprogrammet udefra, synes jeg allerede, man kan sige, at programmet har båret frugt. Vi har som deltagere fået rigtig meget med os, der kan bruges – og bliver brugt – i vores dagligdag."

 

Da Karriereudviklingsprogrammet startede op, blev det præciseret over for deltagerne, at man fra virksomhedens side naturligvis ikke kunne garantere, at deltagelse i programmet automatisk ville føre til en chefstilling. Ikke desto mindre er det blevet virkeligheden for flere af programmets deltagere; heriblandt også John, der undervejs i Karriereudviklingsprogrammet har skiftet jobbet som skovfoged i virksomhedens Skov Division ud med en stilling som driftschef i virksomhedens Grøn Service Division.

 

”Én af fordelene ved en stor virksomhed som HedeDanmark er, at der gives mulighed for, at man hele tiden kan udvide sine horisonter og blive udfordret. Samtidig er HedeDanmark en virksomhed, der sætter medarbejderudvikling og trivsel højt på dagsordenen,” bemærker John, der er glad for sit nye job og de spændende udfordringer, det giver ham.

Generalist frem for specialist

”Jeg er generalist, ikke specialist. Det har altid motiveret mig at arbejde sammen med andre om noget. Jeg ser stor værdi i at løfte en opgave i flok. Og så elsker jeg at blive udfordret, øve indflydelse og tage ansvar. Når jeg kigger tilbage, har jeg i virkeligheden altid fundet ledelse interessant - det at arbejde med strategi, økonomi, forretningsudvikling, forhandling og ikke mindst personaleledelse.”

 

John er slet ikke i tvivl om, at netværket og de værktøjer, han kan tage med sig fra Karriereudviklingsprogrammet, i kombination med hans øvrige kvalifikationer, er med til at styrke ham i det chefjob, han i dag bestrider. Han føler sig godt rustet til at løfte de ledelsesmæssige opgaver, fremtiden måtte bringe og ser frem til det:

 

”Jeg ser frem til at være med til at understøtte en stabil og driftig forretning, hvor vi samtidig gør os klar til at møde fremtidens udfordringer. Og så vil jeg blive ved med at støtte mine fantastiske medarbejderes fortsatte arbejdsglæde og udvikling,” slutter John.

John_Iskov

 

”Én af fordelene ved en stor virksomhed som HedeDanmark er, at der gives mulighed for, at man hele tiden kan udvide sine horisonter og blive udfordret. Samtidig er HedeDanmark en virksomhed, der sætter medarbejderudvikling og trivsel højt på dagsordenen”

 

John Iskov, divisionsdirektør i Outdoor Facility Service

Følg HedeDanmark på de sociale medier

Se bl.a. billeder, video og nyt fra det grønne område.

© HedeDanmark a/s | Klostermarken 12 | DK-8800 Viborg | CVR 27623549 | Kontakt os | Cookies og privatlivspolitikker