/Files/Images/anlæg-planter-og-pæle-1500.jpg

HedeDanmark udvider sin anlægsgartnerforretning i Aarhus

HedeDanmarks veletablerede anlægsgartnerforretning går nu for alvor ind på det aarhusianske marked. Målet er at blive den foretrukne samarbejdspartner, når der skal løses grønne anlægsopgaver for offentlige og private virksomhedskunder i den jyske hovedstad.

Byparken i Gellerup og Toveshøj, Kridthøjparken i Højbjerg, Kløvervangen Plejecenter i Skødstrup. Med allerede en del opgaver under bæltet på Aarhus-egnen og en forhåbning om endnu flere satser HedeDanmark nu benhårdt på Jyllands hovedstad.  
 
Fra 1. marts 2019 har HedeDanmark nemlig etableret en fast Aarhus-afdeling bestående af en nyansat projektleder samt HedeDanmarks specialafdeling for udeområder, som hidtil har holdt til i Vejle. Den nye afdeling vil få base i HedeDanmarks nye domicil i Søften vest for Aarhus.  
 
”Vi har allerede udført en række anlægsopgaver i Aarhus-området, og med det nye HedeDanmark-domicil i byen mener vi, at tidspunktet er det rette til at placere en anlægsafdeling i byen. Aarhus er en by i en rivende udvikling, hvor grønne anlægsprojekter og bynære naturrum er en del af byens DNA. Derfor er det et interessant marked for os som anlægsforretning at satse på fremadrettet,” siger divisionsdirektør John Iskov fra HedeDanmarks Entreprise-division. 

/Files/Images/bvj-jaac-web.jpg HedeDanmarks anlægsgartnersforretning i Aarhus vil have fast base i Søften, hvor projektleder og ny mand på HedeDanmark-holdet, Jacob Lahn, har sin daglige gang sammen med HedeDanmarks specialafdeling for udeområder. Foto: HedeDanmark

Prisbelønnede projekter

HedeDanmark Anlægsgartnere udfører i dag opgaver inden for anlægsgartneri for en lang række offentlige og private virksomheder og institutioner. Inden for de senere år har HedeDanmark bl.a. stået i spidsen for etablering af landskabet i det nye pandaanlæg i København Zoo, udearealerne omkring Novo Nordisk-hovedsædet i Måløv samt stået i spidsen for anlæggelsen af Mærsk Tårnets udearealer og prisbelønnede grønne tag. 
 
”Selvom vi har erfaring fra store projekter, der har fået både national og international opmærksomhed, er det vigtigt for mig at understrege, at vi med vores indryk i Aarhus ønsker at være den foretrukne lokale anlægsgartner. På grund af vores brede erfaring har vi den faglighed, der skal til for at være en kompetent samarbejdspartner for både rådgivere og entreprenører i Aarhus,” siger Bo Vinther-Jensen, regionschef i HedeDanmarks anlægsgartnerforretning.  
 
Fra 1. april samler HedeDanmark fem af sine kontorer spredt i Midt- og Østjylland i et nyt domicil i Søften ved Aarhus. Det sker som et led i virksomhedens strategi om et samlet HedeDanmark, hvor medarbejderne i højere grad skal kunne trække på kollegerne i dagligdagen.  

Del denne