/Files/Images/vand-ringe-1500.jpg

Lokale sportsfiskere bygger HedeDanmark-sponsoreret fødeafdeling i Truelsbækken

Den 8. februar kan interesserede deltage i tilretningen af en gydebanke og en å-vandring ved Truelsbækkens nyslyngede å-forløb uden for Holbæk.

Gydegruset er leveret af HedeDanmark, som har stået i spidsen for vandløbsrestaureringen i området.

Fredag den 8. februar vil det være muligt at se, hvordan en fødeafdeling for fisk bedst indrettes. Det sker, når Den sjællandske Grusbande og Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS) – et samarbejde mellem Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund – lægger gydegrus leveret af HedeDanmark til rette, så vandløbets fisk får bedre ynglebetingelser.

"Som en fin gestus til Den sjællandske Grusbande lagde HedeDanmark gydegruset ud i vandløbet, men ikke tilrettet. Det vil de frivillige friske hænder nemlig gøre. TØS og Grusbanden har nemlig en lang erfaring med netop at lægge gydegrus til rette, således at ørrederne synes godt om brude-sengen", fortæller Rune Hylby, ”bandeleder” i Den sjællandske Grusbande.

/Files/Images/Gydebanker_Truelsbaek_800x600.jpg

Det er HedeDanmarks projektleder Jesper Sverdrup Kirkegaard, som har sørget for både at skaffe og levere de valnøddestore gydesten, der skal blive til en 50 meter lang gydebanke. Gydebanken bliver etableret i forbindelse med, at Truelsbækken har fået et nyt og slynget forløb som et led i det store vådområdeprojekt, Tempelkrogen Nord.

Den 8. februar vil Jesper Sverdrup Kirkegaard fortælle mere om vådområdeprojektet, der er et samarbejde mellem Lejre og Holbæk kommuner med HedeDanmark i spidsen for entreprisen. Vådområdet skal sikre, at kvælstof fra oplandet ikke havner i Isefjorden. Efter tilretning af grydebankerne er der planlagt en gåtur i området.

Sådan tilmelder du dig dagen

Der bliver en sandwich og en sodavand til de frivillige ”grus-til-rette-læggere”. Arrangementet begynder klokken 15.15, og tilmelding til projektet sker ved at sende en mail på hylby@mail.dk; sende en sms på tlf. 2536 4280 eller ved at melde sig til via Den sjællandske Grusbande's facebook-side.

/Files/Images/Gydebanker_800x600.jpg

Del denne