Biodiversitet

Få hjælp til at skabe forbedringer af biodiversiteten på jeres arealer og oplev en naturligt større artsrigdom med bedre betingelser for truede arter af fx planter og insekter.

En ny sø, kreativ græsklipning, insekthoteller eller lang blomstring? Mulighederne for forbedring af biodiversitet er mange. Vi hjælper fx kommune, landmand, virksomhed og boligforening med at identificere de helt rigtige tiltag og etablere løsninger for bedre biodiversitet. Læs mere om biodiversitetsforbedringer eller kontakt os for en uforpligtende snak om mulighederne på jeres areal.

Billede

Hvad er biodiversitet?

Biodiversitet kommer af ”bio” (biologi) samt det latinske ”diversitas” (forskelligartethed) og er dermed en betegnelse for biologisk variation (også kendt som fx ”artsrigdom”). Mere biodiversitet betyder en større variation af livet i et område. Det kan fx være planteliv, svampe, insekter, padder og pattedyr i en skov, bypark, eng, mose eller sø, hvor man med biodiversitetsforbedringer kan se og registrere flere forskellige arter i området, der med et højt niveau af biodiversitet typisk fungerer i mere komplekse økosystemer.

Dokumentation er afgørende for jeres projekt

Vi underbygger ønsket om at forbedre biodiversiteten med data, når vi er en del af biodiversitetsprojekter landet over. HedeDanmark arbejder med dataindsamling og målinger, så vi kan dokumentere udviklingen både før, under og efter projektet. Det sikrer at I ikke alene får et pålideligt datagrundlag til brug i jeres ESG-rapportering, men også dokumentation der understøtter jeres virksomhed som en ansvarlig organisation.

Billede

Hvorfor er biodiversitet vigtigt?

Et højt niveau af biodiversitet giver først og fremmest et tiltrængt åndehul til truede arter af eksempelvis padder, insekter og planter i jeres lokalområde. Ved at forbedre biodiversiteten lokalt kan I dermed være med til at sikre bevarelsen af Danmarks og jeres eget lokalområdes naturlige flora og fauna, som er truet af bl.a. sprøjtemidler og mangel på levesteder. 
 
Forbedring af biodiversiteten kan dog også have en række andre, positive effekter:
 
  • Livsbetingelser: bedre iltproduktion, forstøvning af planter samt renere luft og vand er nogle af de mærkbare positive effekter, bedre biodiversitet kan skabe på vores eget økosystem
  • Videnskab: flere arter giver et større grundlag for videnskaben og kan fx anvendes til forskning og bedre forståelse af natur, medicin mv. 
  • Rigere naturoplevelser: mere attraktive muligheder for fuglekiggeri, lystfiskeri og vandring
  • Kultur og identitet: bedre natur og artsrigdom kan styrke den lokale stolthed og kultur

Biodiversitet ved Rosenfeldt Gods

Vi har hjulpet med at sætte ekstra fokus på biodiversiteten ved Rosenfeldt Gods i Vordingborg. Her hjalp vi blandt andet med at forebedre betingelserne for vildtet og de dyr, som er trængte. Se videoen og hør mere.

Forbedring af biodiversiteten i byen

Lad os invitere naturen ind i byen – men lad os fastholde byens formsprog og æstetik. Det er vores tilgang til biodiversitetsforbedringer i byen, hvor vi finder de rum og løsninger, der gør, at gode biodiversitetsløsninger ikke behøver at ligne ”noget rod”. 

Biodiversitet i byen skræddersyes og planlægges i høj grad til rummets særlige muligheder og bygningernes arkitektoniske fremtoning, hvormed vi undgår en ”rodet” løsning.

Eksempler på forbedring af biodiversitet i byen:

Kreativ græsklipning

Insekter, sommerfugle og bier trives bedre, når græsset har forskellige længder. Bl.a. foretrækker sommerfuglen at lægge sine æg i langt græs, mens slåning sikrer en ny tilvækst og ny blomstring. Græsplæner vil med tilbagevendende høslet langsomt blive mere og mere næringsfattige, hvilket giver større diversitet i urtefloraen. Jordens udpining kan hjælpes på vej gennem pløjning, fjernelse af muld, udlægning af sand osv. Der kan sås arts-karakteristiske urter og evt. lokalt indsamlede frø. Vi lægger en plan for, hvilke mønstre arealerne skal klippes efter – med opmærksomhed på, hvor det kan lade sig gøre at foretage høslet maskinelt.

Lang blomstring

Insekter som sommerfugle og bier elsker lange blomstringssæsoner. Blomsterenge med kort blomstring og tidlig høslet bliver nemt en økologisk fælde med meget mad, der hurtigt slipper op. Udenlandske frøblandinger med stor artsmæssig spredning kan indeholde store mængder nektar, som er en god fødekilde for mange af generalisterne blandt fx sommerfugle. Det er dog vigtigt med hjemmehørende arter af buske og træer som supplement. De danske urter ”passer” sammen med specialisterne blandt vores danske insekter og sommerfugle. Det gælder både de voksne sommerfugles nektarindsamling, men også ”børnemenuen” for larverne, som ofte er helt andre planter. Træer, buske og urter vælges med omhu og sikres gode jordbundsforhold, så de kan få et langt liv på stedet.

Insekthoteller

Insekter og edderkopper har brug for miljøer med nedbrudt træ og andre organiske materialer til ly, æglægning, overvintring osv. I villahaver bygger man insekthoteller, og i nogle tilfælde er der plads til at indarbejde Landart i større skala.

Biotoper langs veje

Langs veje er der ofte plads til at etablere flerlaget biotop med træer, buske og urter. I etableringsfasen kan der anvendes farverige dækafgrøder til glæde for insekter og forbipasserende. Parkeringspladser er også en oplagt mulighed for at bygge maksimal biodiversitet ind i byens anlæg.

Forbedring af biodiversiteten i skoven

I skoven kan vi sikre en god beskyttelse af biodiversiteten gennem anerkendte skovcertificeringer og ordninger såsom PEFC, FSC® og SBP (Sustainable Biomass Program), der sikrer ansvarlig produktion med bl.a. fokus på biodiversitet, ansvarlig skovdrift, miljøværdier og påvirkning, beskyttelse af dyr og planteliv, bevarelse af nøglebiotoper og fredede habitater samt fokus på at undgå ødelæggelse af værdifuld natur.

Biodiversitet
Biodiversitet

Forbedring af biodiversiteten i landskabet

Det åbne landskabs store arealer er ofte en ”blank tavle”, som giver optimale muligheder for solide biodiversitetstiltag planlagt helt fra bunden og med maksimal effekt på forbedring af den biologiske variation.

Skab en naturlig forbindelse til de lokale arter

Naturlig vækst sker bedst i samspil med områdets eksisterende arter. Når vi planlægger en biodiversitetsforbedring i jeres område, kigger vi derfor også på de eksisterende arter samt de muligheder og trusler, som findes i nærheden. Dermed kan vi skabe naturlige korridorer eller ledelinjer, som kan understøtte væksten af eksempelvis truede arter af planter og insekter, som kan udvikle sig naturligt fra et nærområde til det nye biodiversitetsområde. 

Forsyningsvirksomheder

Mange forsyningsvirksomheder har store tekniske anlæg og arealer, der giver særdeles gode muligheder for at forbedre biodiversiteten til gavn for hele nærmiljøet og på en måde, som ikke forstyrrer drift og funktion. Med mange års godt samarbejde med forsyningsvirksomheder i hele landet udnytter vi vores viden til at tilrettelægge de helt rigtige løsninger.

Eksempelvis er der ofte ved regnvandsbassiner med beplantning gode muligheder for biodiversitetsforbedringer og forskønnelse af hele området.

Biodiversitet i solcelleparker

Store områder i Danmark bliver i disse år udlagt som solcelleparker for at imødekomme strategier på klimaområdet. Solcelleparker har dog ry for at skæmme naturen og skabe en kedelig udsigt for de lokale beboere. Ved at udnytte pladsen mellem og omkring anlægget kan vi dog forbedre det æstetiske udtryk og samtidigt gennemføre biodiversitetsforbedringer for hele energiparkens område, hvilket kan mindske borgermodstand. Her kan vi bl.a. bruge levende hegn, skovrejsning, frugtlunde, vandhuller evt. kombineret med publikumsfaciliter implementeret på en måde, der ikke blokerer for lyset til solcellerne.

Billede

Er biodiversitetsforbedringer noget for dig?

Vi udfører biodiversitetsforbedringer for bl.a. kommuner, virksomheder, butikker, forsyningsvirksomheder, institutioner, landmænd, skovejere, bolig- og grundejerforeninger. Vi udfører dog generelt ikke biodiversitetsforbedringer for individuelle private boligejere. Kontakt os i dag og hør om vi kan hjælpe med jeres projekt.

Få landsdækkende hjælp til hele jeres projekt

Vi er landsdækkende med en stærk lokal tilstedeværelse på alle vores ydelser og udfører stort set alle typer af tiltag, der kan forbedre biodiversiteten både i by, landskab og skov. Uanset om I har et lokalt, regionalt eller landsdækkende projekt, så kan vi udnytte vores bredde, viden og massive erfaring fra pleje af alle naturtyper til jeres fordel.

Billede

Udfyld formularen og få en uforpligtende snak om jeres behov. Ved adresse og postnummer bedes du angive oplysninger på det område, hvor opgaven/projektet ønskes udført.