Skovrejsningskonsulent: Vær med til at fremtidssikre miljøet

Brænder du for skovrejsning? Og vil du være med til at fremtidssikre miljøet? Så har vi et job, hvor du kan bidrage til at sikre drikkevandskvaliteten og mindske CO2-udledningen!

JOBBET - GANSKE KORT

Vi søger dig, der er knivskarp til at sætte værdien af skovrejsning på dagsordenen i Midt- og Sønderjylland. Du trives i et meget varierende job – både udadvendt i dialog med kunderne (stat, kommuner og landmænd m.fl.) ifm. salg og rådgivning om beplantning – og med det administrative arbejde.

DINE NYE KOLLEGER

Du bliver en del af afdelingen ”Natur, Vand og Plantning Vest” med reference til regionschefen. Vi er 14 erfarne konsulenter, som byder dig velkommen til et stærkt netværk i en ambitiøs virksomhed, hvor sparring og udvikling af faglige og personlige kompetencer er centralt. 

DINE OPGAVER VIL BLANDT ANDET VÆRE:

Salgsfasen

  • Identificere formålet med skovrejsningen sammen med kunden (fx nedbringelse af CO2-udledning, herlighedsværdi, beskyttelse af drikkevand, jagt og biodiversitet)
  • Afdække muligheder for tilskud
  • Udarbejde tilbud
  • Udarbejde skovkort og planteplaner
  • Bruge eget fagligt netværk
  • Anvende LinkedIn og Facebook som understøttende salgskanal (social selling)

Den administrative fase

  • Tegne skovkort (GIS)
  • Undersøge mulighed for tilskud til skovrejsning på kundens ejendom på baggrund af love, regler og regulativer
  • Ansøge om tilskud, VVM-screening, opdatering på lokalplaner og tilladelser fra kommuner

Driftsfasen

  • Bestille planter
  • Indgå aftaler med underentreprenører og føre opfølgende tilsyn

Dit faglige fokus vil primært være på salg og administration. Derfor er det vigtigt, at du har lyst til og interesse for netop disse to faser. Du bliver resultatansvarlig for egne projekter.

VI FORVENTER, AT DU:

  • er skov- og landskabsingeniør, jordbrugsteknolog eller har anden relevant uddannelse
  • brænder for skovrejsning, klima og miljø, hvor dit engagement smitter af på dine omgivelser
  • har praktisk sans, besidder godt købmandskab og finder nye løsninger på udfordringer
  • er udadvendt og salgsorienteret – og har en ordentlig tilgang til kunder, kolleger og leverandører
  • er ansvarsbevidst, struktureret og overholder dine aftaler
  • kan kommunikere klart, og løse projekterne som aftalt fra start til slut 
  • har lyst til at arbejde med lokalplaner, VVM-screeninger samt love og regler inden for tilskudsområdet

VI TILBYDER DIG:

En unik chance for et job med salg og projektledelse i en grøn virksomhed, hvor du rent fagligt kombinerer arbejdet i naturen med administrative opgaver. Du får en enestående mulighed for at skabe værdi ved at gøre en forskel for miljøet – hvor du har planter og plantning i fokus. 

Vi lægger vægt på det gode kollegiale fællesskab, hvor vi også prioriterer faglig udvikling. Du vil blive en del af en virksomhed i vækst – og du vil kunne præge din egen hverdag i et job med stor fleksibilitet. Vi skræddersyr dit introduktionsforløb, så det passer til dine kvalifikationer. Du får også mulighed for at videreuddanne dig inden for dit fag.

FAKTA OM JOBBET:

Arbejdssted: Kolding
Afdeling: Natur, Vand og Plantning
Tiltrædelse: 1. februar 2020
Ansøgningsfrist: 27. november 2019

Rasmus Wieland
Rasmus Wieland

Regionschef

T: 24 60 70 97

ANSØGNING:

KLIK på knappen herunder og send din ansøgning hurtigst muligt.

Vi forventer at afholde samtaler den 6. december 2019 og den 10. december 2019. Du skal være indstillet på, at vi kortlægger din personprofil i løbet af ansættelsesprocessen.

Læs mere om ansættelse og intro.