/Files/Images/Rosenfeldt veteranisering 1500 900.jpg

HedeDanmark giver stort område på Rosenfeldt en biodiversitetsoverhaling

Med støtte fra Hedeselskabet og 15. Juni Fonden går HedeDanmark i gang med at skabe bedre forhold for vildt og mere artsrigdom på Rosenfeldt Gods.

Tre skovarbejdere står med hver deres motorsav og skærer en ring af bark væk fra mere end 100 år gamle bøgetræer. Jamen er det ikke hærværk? Nej, det er lige det modsatte. Øvelsen sikrer både en bæredygtig og ansvarlig drift, men det er også med til at øge biodiversiteten, for inden længe går svampe og insekter i gang med en langsom nedbrydningsproces, så de udvalgte træer ad åre forgår og giver plads til plantning af nye træer og samtidig giver endnu mere plads til de træer, der skal bevares, blandt andet en stor, smuk eg.

Lige uden for Vordingborg – der hvor Gåsetårnet ligger – finder vi Rosenfeldt, hvis historie går helt tilbage til 1774, og som sjette generation af Oxholm Tillisch-familien netop har overtaget, nemlig Nicolai Oxholm Tillisch. Rundt om godset ligger landbrugsjord, 450 hektar skov og kilometervis af læhegn, skovbryn og remiser, og det er de sidste tre, der er i fokus i det projekt, der netop har været ”første spadestik” på.

"For at skabe de bedste vilkår for dyrelivet, er vi nødt til at gentænke, hvordan remiser, læhegn og skovbryn er sat sammen."

- Laura Bjerre Jordans, projektleder, HedeDanmark

HedeDanmark drifter Rosenfeldts skove, og i 2020 blev dengang praktikant, i dag studentermedhjælper og projektleder, Laura Bjerre Jordans sat på opgaven at gennemgå netop læhegn, skovbryn og remiser med det formål at øge biodiversiteten og dermed også forholdene for vildtet og sidst men ikke mindst endnu smukkere grønne områder til de mange lokaler og turister, der nyder godt at Rosenfeldts natur. Det endte med 36 delopgaver; områder hvor der nu bliver fældet, ryddet og plantet nyt.  

”For at skabe de bedste vilkår for dyrelivet, er vi nødt til at gentænke, hvordan remiser, læhegn og skovbryn er sat sammen. Det træ, vi fælder, vil hovedsageligt blive liggende på arealerne, hvor det vil forgå naturligt og stadig skabe læ og ly. Dødt ved er et vigtigt element i at øge biodiversiteten for de mindste livsformer, der danner grundlag for alt andet. Når foråret kommer skal der også plantes, og her bliver det hjemmehørende planter, der skal i jorden, for at understøtte de dyrearter, der hører hjemme på vores breddegrader. Forventningen er, at en større diversitet med planter vil skabe flere levesteder, større fødegrundlag og grønne korridorer på Rosenfeldt,” forklarer Laura Bjerre Jordens, der er projektleder på opgaven. Med på sidelinjen til sparring og opsyn har hun skovfoged Janni Kjær, mens hun færdiggør sin skov- og landskabsingeniøruddannelse på Skovskolen i Nordsjælland.

/Files/Images/Rosenfeldt LAUJO Nicolai Oxholm Tillisch 2000.jpg Laura Bjerre Jordans, projektleder hos HedeDanmark, og Nicolai Oxholm Tillisch ser på, mens arbejder med tynding, veteranisering og fældning begynder. Til foråret begynder plantningsarbejdet.

Når der er tyndet, fældet og gentilplantet er projektet imidlertid ikke slut endnu. Områderne skal løbende vedligeholdes af HedeDanmark og Rosenfeldt, så der skabes de bedste betingelser for dyrelivet. Samtidig skal det dokumenteres, hvor god indvirkning har haft på dyrelivet. Frivillige har allerede foretaget en tælling af agerhøns, der er talt flagermus ved  hjælp af en flagermusedetektor, og senere vil HedeDanmarks foretage vildttælling med drone. Om fem år vil der atter blive holdt mandtal for dyrelivet i området – og det forventes at være gået frem til den tid.

For ejer af Rosenfeldt Gods, Nicolai Oxholm Tillisch handler projektet også om at vise, at biodiversitet og landbrug ikke er to uforlignelige størrelser, men derimod sagtens kan følges ad.

”Landbruget har generelt set været med til at presse dele af dyrelivet gennem intensiv markdrift. Vi ønsker af vise, at man sagtens kan drive landbrug på en måde, der er bæredygtigt for naturen. Det er vores ønske at kunne inspirere andre landmænd til at tænke biodiversiteten med ind i driften. Og ydermere er natur en helt fundamental del af godset, som både vi og de mange besøgende nyder godt af,” siger han.

Derfor er en vigtig del af projektet vidensdeling, hvor Nicolai Oxholm Tillisch gerne vil øge kendskabet til biodiversitetstiltag i landbruget hos sine kollegaer og politikere.

Projektet har fået opbakning fra en lang række aktører, både Danmarks Naturfredningsforening, Vordingborg Kommune, Dansk Ornitologisk Forening, Tænketanken Frej, Danmarks Jægerforbund og naturrådgivningsvirksomheden Amphi Consult. Projektet er støttet økonomisk med 250.000 kroner fra Hedeselskabet, 200.000 fra 15. Juni Fonden og tilskud til plantning fra ’Plant for Vildtet. Nicolai Oxholm Tillisch har medfinansieret resten af projektet.

Fakta

  • Vildt- og biodiversitetsprojektet strækker sig over 16,5 kilometer og et areal på 51 hektar ved Rosenfeldt Gods hvor en lang række læhegn, skovbryn og remiser skal fornys til gavn for dyrelivet.
  • Projektet har flere formål: Det skal først og fremmest skabe bedre livsgrundlag for dyrelivet i området. Samtidig skal det give større naturoplevelser til besøgende, og endelig skal det inspirere andre landbrugere til at iværksætte lignende tiltag.
  • I efteråret 2021 klargøres arealerne med fældning og udtynding i eksisterende beplantning. I foråret 2022 plantes nye, hjemmehørende planter. Om fem år registreres det gennem optællinger, om der er sikret en større diversitet.
  • Projektet udføres af HedeDanmark og er støttet med midler fra Hedeselskabet og 15. Juni Fonden.
  • Rosenfeldt Gods’ områder ved Knudshoved er allerede med i naturprojektet Clima Bombina, hvor EU, Vordingborg Kommune og Miljøstyrelsen også er partnere. Her udlægger godset arealer til dyrkningsfri områder, hvor der bliver etableret blomstrende overdrev og en lang række vandhuller.

Del denne