Etablering af broer, stier, shelters, hegn mv. – få inspiration og rådgivning

Jeres naturarealer skal opleves! Skab adgang, opholds- og hvilesteder med stier, broer, shelters mv. i naturen for at øge værdien og oplevelsen af jeres naturområder.

Gode, sunde naturperler er til stor gavn for dyreliv, planter og biodiversitet. For at skabe unikke naturoplevelser for mennesker er det dog ofte vigtigt at planlægge en god adgang, information samt opholds- og hvilesteder for de besøgende i naturen. 

Hvad er jeres muligheder?

Der findes uanede muligheder for at berige jeres naturarealer med faciliteter, der ofte er specialbyggede, så de passer sammen med den omgivende natur. HedeDanmark har bl.a. mange års erfaring med opsætning af hævede gangbroer, grusstier, stimarkeringer, kreaturbroer og andre træbroer, færdige shelterpladser med bålpladser og muldtoiletter. 

Broer – solid adgang over vandløb, åer og grøfter

Broer over åer, vandløb og grøfter kan bygges på mange måder, fx med vanger i jern eller træ, alt efter hvilken trafik, broen skal kunne bære. Broer over grøfter og mindre åer bygges, så man sikrer publikum, maskiner og dyrenes adgang til modsatte bred såvel som den frie passage under broen for at undgå vandstuvning og uhensigtsmæssige spærringer.

Træbroen smelter sammen med landskabet

En træbro falder godt ind i det omgivende landskab, er let at bygge og kan tilpasses specielt til den enkelte opgave. Træbroen kan også etableres i en udgave, hvor den kan benyttes som gangbro i forbindelse med naturprojekter. Broerne kan etableres med eller uden rækværk eller elhegn.

Korrekt dimensionering skaber sikre broer

Ved etablering af nye broer er det vigtigste for os altid sikkerheden for de mennesker, dyr og maskiner, der gennem mange år skal benytte broen. Derfor benytter vi os af vores mange års erfaring og dygtige rådgivere, når jeres nye bro skal dimensioneres.

Spang – enkel og billig passage over vand

Et spang skaber den mest enkle og billige passage over vand og består ofte af få brædder eller stammer, der lægges over vandet på en fast og bæredygtig bund. Typisk benyttes et træspang, der både kan anvendes over grøfter eller smalle passager i åer og vandløb.

​Gangbro/fodgængerbro – tørre fødder i våde områder

Gangbroen (boardwalk) består ofte af brædder lagt med en bredde på 1 - 2 meter på et skellet, der er fæstnet til pæle af træ eller stål, der sidder dybt i underlaget for at skabe en solid og permanent passage over våde områder. 

Gør jeres naturområder tilgængelige året rundt

I mange af Danmarks naturområder veksler arealerne mellem tørre og våde eller periodevis oversvømmede områder. For at publikum på en natursti skal kunne færdes i hele området, kan det være nødvendigt at etablere gangbroer for at kunne slutte et stisystem eller trampesti sammen i en hensigtsmæssig rute. Det kan bringe publikum ud i naturarealer, de ellers ikke har let adgang til – helt uden at genere naturen. 

Vores projektledere hjælper jer med at afklare: 

  • Underlagets stabilitet og beskaffenhed.
  • Typer af materialer, der kan anvendes.
  • Gangbroens dimensioner og bæreevne.
  • Design af gangbroen og evt. gelænder og vigepladser.
  • Skiltning og informationstavler.
  • Områdets tilgængelighed for maskiner. 

Materialevalg

Gangbroer bygges primært i træ, hvor vi udnytter vores kendskab til træsorternes forskellige egenskaber for at vælger de helt rette træsorter til jeres opgave. De mest almindelige sorter til gangbroer er teak, lærk eller eg. Disse træarter udmærker sig ved en naturlig ”imprægnering”, der beskytter træværket mod råd i de våde omgivelser. Det er muligt at anvende træ til funderingen af gangbroen, men i visse tilfælde kan det være hensigtsmæssigt fx at anvende pæle af metal.

Amfibiske maskiner bygger din gangbro

HedeDanmark har et stort udvalg af maskiner, der kan færdes sikkert og skånsomt i våde områder. Vi har derfor gode muligheder for at sikre en hurtig og effektiv etablering af jeres gangbro ved at vælge de bedst egnede maskiner til området og opgaven.

Stier

Et godt stisystem er i mange tilfælde forudsætningen for adgang til naturoplevelser. Hvad enten I ønsker at etablere nye stier i naturen eller søger at pleje/renovere jeres nuværende stisystem, er det derfor vigtig at lægge en plan for jeres stisystem.  

  • Hvilke ruter ønsker vi?
  • Er der brug for tilladelser fra lodsejere?
  • Er stierne til gående, cyklende eller hesteryttere?
  • Hvilket underlag/belægning skal stierne bestå af?
  • Går stierne gennem vådområder?
  • Hvordan skal stien afmærkes eller skiltes?
  • Hvordan holdes stierne vedlige?
  • Hvor ofte skal der være tilsyn?

Når I kontakter os, vil vi typisk sammen gennemgå jeres ønsker og behov til stien og udarbejde en plan for udførelse og vedligeholdelse.

Byg faciliteterne sammen til et større netværk

For at publikum på en natursti skal kunne færdes i hele området, kan det være nødvendigt at bygge spange og broer for at kunne slutte et stisystem eller trampesti sammen i en hensigtsmæssig rute. I områder, hvor bunden kun periodevis er blød, kan udlægning af grus være en løsning på opgaven med at skabe en gangbar sti.

Hegn

Indhegning gennemføres ofte for at sikre, at et område er sikret til afgræsning af kreaturer. Græsning er en god måde til at sikre, at et område holdes som åben eng, overdrev el.lign. I nogle tilfælde benyttes hegn også til at forhindre, at ødelæggende vildt trænger ind på området. Dette ses ofte i forbindelse med skovrejsning og læplantning. 

​Typer af indhegning:

  • Dyrehegn – anvendes til græsning med kreaturer.
  • Vildthegn/skovhegn – forhindrer adgang for vildt. Anvendes ofte ved nyplantninger.
  • Gærde – hegn af sten, træ eller jord, der som primær funktion ofte har at adskille områder.
  • Maskinflethegn – hegn af metalflet, der typisk er belagt med plastik. Kombinationen giver hegnet en meget lang levetid og god styrke.

I områder, der er offentligt tilgængelige, skal der være låger, så publikum kan komme ind og ud. Ved konstruktion af lågerne bør man tænke på, at de skal lukke automatisk, så dyrene ikke løber ud. 

Informationsskilte og standere

Information og formidling er på mange naturarealer en vigtig del af helheden. Herved kan I sikre, at jeres besøgende får den bedst mulige naturoplevelse med information om mulighederne og reglerne for området. 

  • Jeres skiltning kan bl.a. indeholde: 
  • Regler for færdsel uden for stierne.
  • Regler for færdsel med hunde.
  • Forbud eller anvisninger vedr. fodring af dyr.
  • Kort over området med mærkning af vigtige steder
  • Infotavler med historiske beskrivelser og fortællinger.
  • Fakta om stiernes længde, sværhedsgrad, flora og fauna mv.

Vores projektledere har stor erfaring med etablering af skiltning og kan rådgive jer i indkøb og placering af skilte.

Drikkesteder beskytter de naturlige kilder

Er der en naturlig kilde til vand for græssende kreaturer på jeres arealer, kan I beskytte den ved at etablere et fast drikkested op til det naturligt forekommende vand. 

Fast underlag beskytter vandløb og søer

Selve ideen med drikkestedet er, at man laver en erosionssikker flade, som dyrene kan stå på, når de drikker. Det sikrer samtidig imod erosion og sedimenttransport i vandløbet eller til søen. Drikkestedet laves med fast forkant og en bund, der ikke giver efter for dyrenes vægt, og som sikrer gode betingelser uanset vejrforhold. 

Det gode drikkested er kendetegnet ved, at det sikrer markens dyr drikkevand fra en naturlig kilde, og at dyrene ikke kommer ud i vandet eller skaber en sedimenttransport ved at træde brinkerne ned. 

Uden drikkested.

Med drikkested.

Bålhuse og shelters – sov godt i det fri

Et shelter er et permanent, primitivt overnatningssted, hvor typisk mindre grupper eller hele skoleklasser kan tage ophold over natten. Bålhytten er derimod god til større grupper.

Shelters – til mindre grupper

Shelters bygges typisk på et fundament af træ, som er hævet over jorden for at beskytte mod kulde og frost. Normalvis er shelteret åbent i én af de fire sider, men det kan også være muligt at lukke shelteret helt for at forlænge perioden, man kan overnatte komfortabelt i shelteret.

Bålhytten – til større grupper

Bålhytten egner sig primært til brug som samlingssted for større grupper, der er på tur eller opdagelse i naturen. Bålhytten rummer ofte plads til 10 - 20 personer og er udrustet med grill eller bålplads i midten. 

Både bålhuse og shelters bygges primært af træ og opsættes på pladser, hvor publikum ønskes og forventes at tage ophold i længere tid. HedeDanmarks projektledere har stor erfaring med planlægning og udførelse af shelter- og bålpladser og kan give jer råd og vejledning til udformning og etablering.

Muldtoilet

Et muldtoilet benytter muld med naturlige mikroorganismer til at bearbejde afføring og urin uden lugtgener på pladsen. Muldtoilettet er typisk designet således, at det sikrer de optimale vilkår for omdannelsesprocessen, så resultatet bliver rent og sikkert.

Muldtoilletter har hverken brug for vand eller afløb og kan anvendes på shelter- eller bålpladser gennem mange år. 

Muldtoilettet kan være en hensigtsmæssig installation ved overnatningspladser, hvor der forventes et større antal besøgende. Muldtoiletter er udrustet med en todelt tank under jorden, hvor hver tank – alt efter antal besøg – skal tømmes hvert andet år.

Grill og bord-bænkesæt

Grillpladser og bord-bænkesæt opstilles ofte på områder, hvor publikum forventes at ville tage midlertidigt ophold og indtage medbragt mad og drikke, og kan også være anvendelige i forbindelse med shelterpladser.

Bord-bænkesættene kan suppleres med en grill eller bålplads, så publikum har mulighed for at tilberede varmt mad på lokaliteten. Det hele skal etableres i kraftig kvalitet, der tåler mange brugere.

Totalrådgivning til planlægning af jeres faciliteter

I HedeDanmark har vi stor erfaring med alle facetter af naturforvaltning, -pleje og -faciliteter. Derfor kan vores projektledere hjælpe jer med en komplet plan for jeres faciliteter, der højner de rekreative værdier med beskyttelse af områdets natur- og dyreliv.

Del denne