Erfaren godsforvalter trækker i arbejdstøjet
Skulle nogen have regnet med, at Herluf Pilgaard-Sørensen ville bruge sit otium på at henfalde på en havebænk, så bliver de slemt skuffede.
Den 64-årige eksiljyde med base i Slagelse kunne sidste år fejre 40-års jubilæum som ansvarlig for Gyldenholm Gods’ 800 ha landbrugsjord, 700 ha skov og en række tilhørende ejendomme.
Allerede til den daværende fejring varslede jubilaren, at 2020-sæsonen blev den sidste for ham som godsforvalter, og at han gerne ville have et job med færre ugentlige timer:
”Jeg har for meget energi til bare at sætte mig ned, men jeg vil gerne være mere herre over egen tid,” sagde han dengang til Sjællandske.
Fri fugl i skoven
Og det ønske om mere frihed går nu i opfyldelse. Jobbet som fuldtids-forvalter skiftes nemlig ud med en friere tilværelse som ansat hos den grønne servicevirksomhed HedeDanmark, der blandt andet driver en lang række danske skove.
Her vil Herluf Pilgaard-Sørensen løse skovfaglige opgaver på Sjælland.
”Skovdrift har altid interesseret mig. De lange tidshorisonter og muligheden for at præge noget gennem mange år er fascinerende. Og så er skoven jo uanset vejr og årstid fantastisk at færdes i. Jeg glæder mig til at møde nye mennesker og se, hvordan andre griber skovdriften an,”
Rødder i landbruget
Herluf Pilgaard-Sørensen er oprindeligt uddannet driftsleder fra Dalum Landbrugsskole. Den første ansættelse blev også den sidste. Han gik nemlig direkte fra skolebænken og ind i jobbet som underforvalter på Gyldenholm Gods nær Slagelse på Sjælland.
I starten var det primært med ansvar for godsets landbrugsareal, men da den tilknyttede skovfoged gik på pension i midten af ’80erne, overtog Herluf Pilgaard-Sørensen også ansvaret for skovarealet.
”I landbruget visker man tavlen rent hvert år. Dér er det helt anderledes i skoven. Her høster man så at sige, hvad nogle andre har sået. Og man sætter selv nogle frø, som folk i eftertiden kan høste. Det er tilfredsstillende. Jeg glæder mig til at komme ud og møde nye kolleger og se, hvordan andre driver deres skove. Som skov-entusiast bliver det spændende at få noget ny inspiration.”