/Files/Images/Green-cities-Awards-2022-Denmark-7.jpg

Gellerup Ny Naturpark

HedeDanmark har været med i anlæggelsen af byparken i Gellerup i Aarhus, der nu er nomineret til en international byfornyelsespris.

Gellerup Ny Naturpark er nomineret til den internationale Green Cities Europe Award 2022

Torsdag den 8. december udløses spændingen om, hvilket af de 13 nominerede projekter, der skal løbe med prisen Green Cities Europe Award 2022.

Blandt de nominerede bynaturprojekter er saneringen af de grønne områder i Gellerupparken i Aarhus, som over de seneste år har være igennem en forvandling til en attraktiv, moderne bypark med fokus på masser af liv for både mennesker, planter og dyr.

/Files/Images/Green-cities-Awards-2022-Denmark-1.jpg

– Naturparken er et særdeles vellykket greb i forvandlingen af Gellerupparken fra et socialt udsat boligområde til en attraktiv bydel i Aarhus. Vi har fået en fantastisk park, der bliver brugt til koncerter, grill, leg og afslapning for områdets beboere – ligesom parken også bruges som et åndehul for besøgende fra resten af Aarhus, siger Kristian Würtz, adm. direktør i Brabrand Boligforening, hvor Gellerupparken hører til.

HedeDanmarks bidrag til parken har blandt andet været plantning af 2000 nye træer og buske, etablering af legeoaser, udendørs fitness-udstyr, et rundt fællesareal med bålpladser og fællesbænk samt en familiehave med højbede og krydderurter.

Fokus har været på frugttræer og -buske samt krydderurter, der kan give smagsoplevelser for parkens gæster samt være føde kilde for mange dyr og insekter.

– Vores målinger viser, at biodiversiteten i parken er steget med mere end 500 procent på bare tre år. På den måde kan man sige, at Gellerup Ny Naturpark er designet til at give både mennesker, dyr og planter et godt sted at leve og bo – i en helt ny form for sammensmeltning af by, udsat boligområde og natur, siger Karsten Thorlund, tegnestuechef i SLA, der er designerne bag parken.

– Gellerup Ny Naturpark er et mønster eksempel på, hvordan et smukt koncept for grønnere byer kan få stor effekt ved at være til inspiration for mange andre almennyttige områder, siger Susanne Grunkin, Danske Landskabsarkitekter, der sammen med Henning Roed, Danske Planteskoler, Michael Petersen, Danske Anlægsgartnere, Jon Pape, Park- og Naturforvalterne, Morten Weeke Borup og Ole Kjærgaard, Landskabsrådet, udgjorde juryen i den nationale udvælgelse.

FAKTA

FAKTA

Med nomineringen konkurrerer Gellerup Ny Naturpark med 12 andre EU-lande og deres nominerede projekter om den prestigefyldte pris.

De 13 projekter vil i de kommende uger bliver vurderet af en international jury. Prisoverrækkelsen finder sted i Paris 8. december 2022.

Gellerup Ny Naturpark er realiseret med udgangspunkt i en arkitektkonkurrence vundet af SLA og Effekt i fællesskab og i tæt samarbejde med Brabrand Boligforening og teamets øvrige samarbejdspartnere COWI, Social Action, GAME og Boris Brorman Jensen.

Del denne