/Files/Images/86300938_3083798724998341_2952642625607303168_o.jpg

HedeDanmark-elever på intens talent-lejr

Fem af HedeDanmarks anlægsgartnerelever var med i uge 7, da fire sjællandske erhvervsskoler for andet år i træk arrangerede Talent Camp i Nykøbing Falster. Det blev en uge, hvor de sidste detaljer kunne trænes inden fire af anlægsgartner-eleverne skal til svendeprøve.

Sten, pladevibrator, jordbund, dræningsbrønd, permeable og non-permeable underlag samt regnvandsmængderne. 

Ja, der er nok at holde styr på som anlægsgartner i mødet med et belægningsprojekt. Det fik fem af HedeDanmarks egne anlægsgartner-elever mulighed for at opleve i praksis, da de i hele uge syv deltog på den årlige Talent Camp, som fire erhvervsskoler afholdt på CELF (Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster) i Nykøbing Falster for andet år i træk. 

I alt deltog 90 elever inden for en række håndværk i ugen, som ifølge arrangørerne er elevernes mulighed for at udvikle sig inden for deres fag og få afprøvet deres evner forud for svendeprøven med kyndig vejledning fra en række faglærere, der også deltager i ugen. 

Samarbejde på prøve

Alle deltagere på årets Talent Camp fik hver en opgave, der passede til deres niveau, og som de i løbet af ugen skulle løse med hjælp fra erhvervsskolernes faglærere. Undervejs var der også både faglige foredrag og knap så faglig underholdning.

To af de anlægsgartner-elever fra HedeDanmark, der deltog i ugen, er 22-årige Jakob H. Andersen og 26-årige Max Andersen. De skal begge til svendeprøve i maj – ovenikøbet med hinanden som partnere. 

”Det var en god anledning til at afprøve samarbejdet imellem os og en god træning til svendeprøven."

- Max Andersen, anlægsgartnerelev
/Files/Images/IMG_1410 - Kopi.JPG Jakob H. Andersen (tv.) og Max Andersen foran deres anlægsprojekt. De to skal sammen til svendeprøve i maj-måned.

Sortering af brosten

Anlægsgartnergruppens eneste kvinde – 27-årige Charlotte Johansson –skal til svendeprøve i oktober og benyttede derfor Talent Camp til at fordybe sig i noget af det, hun ikke har stor erfaring med – særligt fordi hun efter 3. hovedforløb valgte at fokusere på anlægsteknik fremfor plejeteknik.

”Talent Camp var en god mulighed for at få trænet belægning - blandt andet at sortere stenene, så de ikke varierer for meget i størrelse og at flække stenene på den bedst mulige måde.

Som elev bliver der taget godt hånd om os og vores elevansvarlige hjælper os med at træne teknikker og terpe forskellige planter. Vi bliver heller ikke bare sat til at rydde op på pladserne, hvis der ikke er noget at lave.

Vi har fået en stor sandkasse, hvor vi kan træne forskellige anlægsøvelser, hvis der ikke lige er noget fagligt relevant at lave på andre projekter. Vores mentor og elevansvarlige tager meget ansvar for, at vi lærer det, vi skal.”

- Charlotte Johansson, anlægsgartnerelev
/Files/Images/IMG_1413 - Kopi.JPG Martin Poulsen og Charlotte Johansson samarbejdede under Talent Camp med belægning. Begge skal til svendeprøve i oktober – dog med andre partnere.

Til glæde for andre

De tre anlægsgartnere in spe har alle forskellige grunde til, hvorfor det netop er anlægsgartner-hylden, de er endt på.

For Jakob H. Andersen handler det dels om at sætte et blivende aftryk på verden:

”Det er fedt at være med til at skabe projekter, som bliver en del af folks omgivelser længe, og som de får glæde af. Samtidig kan man presse sin krop på en anden måde end, hvis man arbejder på et kontor.”

- Jakob H. Andersen

Han suppleres af Max Andersen:

”Det er tilfredsstillende at se projekter tage form under mine hænder og vide, at det kommer til at være der længe.”

- Max Andersen, anlægsgartnerelev

Charlotte Johansson fortæller, at hun håber på at videreuddanne sig til Have- og Parkingeniør, når hun har arbejdet et par år som anlægsgartner:

”Min onkel arbejder også inden for branchen, så på den måde er glæden ved faget gået i arv fra ham til mig.”

- Charlotte Johansson, anlægsgartnerelev
/Files/Images/IMG_1415 - Kopi.JPG Ricki Larsen er endnu ikke så langt i sit elevforløb, at han behøver bekymre sig om sin svendeprøve endnu. Han benyttede alligevel Talent Camp til at træne belægningsarbejdet.

Udover Jakob H. Andersen, Max Andersen og Charlotte Johansson var også Ricki Larsen og Martin Poulsen fra HedeDanmark med til Talent Camp.

Del denne