/Files/Images/Temperatursensor_1500x.jpg

HedeDanmark-sensorer i natur og byliv bliver din næste personlige træner

Et nybrud inden for natur-tech og adfærdsdesign gør nu HedeDanmark i stand til at støtte de danske kommuner, som arbejder aktivt med at fremme FN's verdensmål om at sikre sundheden blandt alle befolkningsgrupper.

Det er det bedste fra henholdsvis teknologiens og adfærdsdesignets verden, der mødes i de spritnye sundheds-sensorer, som HedeDanmarks nystartede forretningsområde HD Digital fra i dag giver kommuner og virksomheder mulighed for at benytte sig af som et led i arbejdet for at sikre FN’s verdensmål om global sundhed.

En serie af nyudviklede sensorer gør det nu muligt via en kombination af sensorregistrering, fotoopmåling, BMI-indeks og auditive advarsler at fremme sundheden hos den enkelte borger. 

”Vi har allerede et samarbejde med en række kommuner med opsætning af eksempelvis sensorer på naturstier, der tæller, hvor mange personer, som går forbi. Så vi har allerede det tekniske fundament til at måle folks færden,” fortæller direktør i HD Digital Søren Pedersen om de helt nye sensorer.

/Files/Images/Body-buddy-sensor.jpg

Registrerer risiko-personer

Og hvad kan de nye sensorer så? Jo, det er faktisk ret enkelt: Sensorerne er allerede opsat på en lang række skov- og naturstier samt gågader og offentlige parker og registrerer, når nogen passerer.

Ekstra kamera-sensorer måler fodgængernes højde og areal og beregner bl.a. de forbipasserendes BMI. Ved hjælp af yderligere avancerede algoritmer kan HD-netværkets Monitorerende Omnineurale Register (forkortet MOR) på få sekunder præcist beregne sandsynligheden for, at du har overvægt, diabetes, hjerte-kar-sygdomme, en række kønssygdomme, rygproblemer, platfodethed eller splittede hårender.

/Files/Images/Kropsscanning-komplet-500.jpg Eksempel på en afsluttet kropsscanning.

Det er en metode oprindeligt udviklet af HedeDanmarks Skov-division til at udregne massefylden på stakke af trækævler, der nu kan overføres til at måle størrelsen og vægten på en menneskekrop – og kan som noget helt nyskabende også registrere, hvor dine fedtdepoter præcist er placeret på din krop.

 

”Motivationsfaktor”

Registrerer sensoren, at eksempelvis en usund, overvægtig borger passerer i et tempo, der ikke forbrænder fedt, vil sensoren varsle fodgængeren med såkaldt ”auditive cues” om at sætte farten op.

”Vi har ladet os inspirere af forskellige motions-apps, hvor man ved at indtaste motionsform, højde og vægt kan få motiverende beskeder gennem sine høretelefoner. Vores nye sensorer tilføjer et motiverende element af offentlig ydmygelse. Vores grundige tests bekræfter utvetydigt, at det er en motiverende faktor, når vores sensorer f.eks. er indstillet til at råbe ad fodgængerne,” siger Søren Pedersen.

/Files/Images/Motivationstest.jpg Din personlige sundhedsprofil uploades yderligere automatisk til dine profiler på sociale medier og sendes til din nære familie og venner for at opbygge et vigtigt socialt netværk omkring din tilstand, hvilket kan støtte dig i forandringsprocessen.

 

 

Effektiviserings-værktøj

Til at starte med vil HD Digital tilbyde allerede eksisterende kunder muligheden for at få tilføjet de ekstra ydelser til de sensorer, der allerede er opsat på skovstier og i byerne. Men nye kunder har mulighed for at skræddersy præcist, hvordan deres sundhedssensorer skal skrues sammen, og hvad de skal registrere.

De optagede advarsler, som sensorerne med en decibel på 90 afspiller for forbipasserende, er indtalt af en professionel speaker, og der er arbejdet med opbyggelige advarsler som for eksempel ”Løb! BMI for højt! BMI for højt!” eller ”Hvor er det flot, at du er kommet afsted.” 

/Files/Images/Løber-pæl-sensor-råber-800.jpg Lydene udvælges efter din personlige profil, der definerer, hvad der vil fungere som den bedst motiverende faktor for dig. I nogle tilfælde vil sensorens højtaleranlæg blot gennemgå dine beregnede sygdomme.

”Jeg ved fra mit eget liv, at jeg ikke reagerer godt på at få skæld ud, så det har været vigtigt for os, at disse budskaber automatisk reguleres efter din personlige profil,” siger Søren Pedersen.

Fra 1. april arbejder HedeDanmark også på sensorer til virksomheder, der gerne vil styrke effektiviteten på arbejdspladsen. Her er planen, at sensorer på gangene, ved kaffemaskinen og på toiletterne skal råbe ad medarbejdere, der bruger for meget tid på at hente kaffe, forrette sin nødtørft eller hente noget i printeren. 

Del denne