/Files/Images/Boldbane_1500x900.jpg

VM: Fodboldbaner i verdensklasse kræver særlig pleje

Hør HedeDanmarks egen fodboldbane-ekspert fortælle, hvordan den rette pleje kan gøre fodboldgræs jævnt, grønt og modstandsdygtigt over for fodboldknopper og glidende tacklinger.

Når VM-stjernerne træder ind på de grønne og veltrimmede plæner i Rusland, er der gået et omhyggeligt pleje-arbejde forud. HedeDanmark har ganske vist ikke stået for plejen af VM-græsset i Rusland, men har i årevis stået for plejen af kommunalt ejede fodboldbaner i hele Danmark. 

/Files/Images/Fodboldbane-1200.jpg Arkivfoto - VM er i fuld gang. Hør vores ekspert fortælle, hvordan man plejer græsset på en fodboldbane.

Flemming Raundahl Madsen er projektleder i HedeDanmarks afdeling for grøn pleje og har været med til at anlægge boldbaner for Vejle Kommune. 

”Der er nogle vigtige forskelle mellem at passe en almindelig græsplæne og en plæne, der skal spilles fodbold på. En fodbold-græsplæne skal have en lidt anden ”finish”. Den skal være jævn, og så skal den af og til vedligeholdes, så vandet kan trænge ned i jorden, når den er blevet trykket godt sammen af knopperne på fodboldsstøvler,” fortæller Flemming Raundahl Madsen

Jævn bane uden sten

Fodboldbanens jævne overflade og den mørkegrønne farve er ikke bare en selvfølge. Allerede når en professionel fodboldbane bliver anlagt, skal der tages særlige hensyn, så banen får de bedste forudsætninger. Flemming Raundahl Madsen har været med til etableringen af flere fodboldbaner i Danmark.

”Når det indledende anlægsarbejde med dræn og gravearbejde er overstået, jævner vi mulden med en rotorharve og en slæbeplanke. Vi går også mulden igennem for sten, og sten større end 2,5 cm fjernes ned i 25 cm dybde, så der ikke kommer en sten i vejen under fx en glidende tackling,” fortæller Flemming Raundahl Madsen om den indledende udjævning.

Vigtig pleje

Vigtig pleje

Græsset på banen bliver enten sået fra bunden med en særlig frøblanding, som giver slidstærkt og mørkegrønt græs eller også bruges rullegræs. Det afhænger af, hvilken type fodboldbane der er tale om. 

De fleste professionelle fodboldbaner anlægges med rullegræs, som gror fast og kan tages i brug efter 10 dage. Når græsset er på plads, skal det klippes cirka hver femte dag: ”Som regel skal en fodboldbane klippes i omkring 2,5 cm højde. Det er vigtigt at variere i hvilken retning, man klipper græsset, så banen bliver ved med at være jævn. Fire gange om året gøder vi med udgangspunkt i en jordbundsanalyse af, hvad hver enkelt plæne har brug for,” siger Flemming Raundahl Madsen.

Banen skal iltes

Flemming Raundahl Madsen fortæller, at en vigtig del af plejen af en fodboldbane er at sørge for, at vand kan sive ned gennem plænen:
”Fodboldstøvler trykker plænen godt sammen, så jordlaget bliver tæt og komprimeret. Det betyder, at vandet kan få svært ved at trænge ned gennem jordlagene. Derfor er en del af plejen, at vi løsner og ilter plænen, når den er blevet brugt i et stykke tid.”

 

Sand leder vandet

Fodboldbanen løsnes ved at bruge maskinen Verti-Drain, som kører henover en fodboldbane og borer 25 cm dybe huller ned i plænen: ”Der kan være op til 75 huller pr. m2 græsplæne. Vi lægger en centimeter sand ud over hele banen og slæber det ned i de borede huller med et slæbenet. På den måde sikrer vi, at der gennem sandet kan komme vand og ilt ned i plænen igen.”

Flemming Raundahl Madsen og HedeDanmark passer blandt andet boldbaner for kommuner, grønne arealer for virksomheder og offentlige myndigheder samt hjælper golfklubber med greenkeeping.

Del denne