Nåletræet

Tip til december - bragt i HedeDanmarks Skovkalender 2023.

Nåletræer omfatter tre familier: cypresfamilien (Cupressaceae), granfamilien (Pinaceae) og taksfamilien (Taxaceae), der tilsammen udgør 70 slægter og 630 arter. 

I Danmark er alle arter af nåletræ importeret, undtagen skovfyr, alm. taks og alm. ene. Der er 632.711 ha skov i Danmark, hvoraf 47 % af dette er nåletræ. Arterne  bruges i forskellig grad til produktionstræ, pyntegrønt og juletræer. Derudover er der en række biprodukter, som anvendes i vores hverdag. 

Nåletræ dyrkes i Danmark på grund af artens evne til hurtig vækst på kort tid sammenlignet med løvtræ. Nåle- og løvtræer binder CO2 i forbindelse med fotosyntesen. Som en tommelfingerregel binder rødgran 18 tons CO2/ha/år, mens bøg binder 12 tons CO2/ha/år. Træet lagrer CO2, som kan gemmes i de materialer, vi bruger i hverdagen. Træer optager samme mængde CO2, som der frigives, når træet enten dør i skoven eller brændes af som brænde eller flis. 

Nåletræer bruges også hvert år som juletræ med sin pynt. Traditionen med at tage et grantræ ind i stuen og pynte det stammer fra Tyskland. Det finere borgerskab bragte traditionen til Danmark i starten af 1800-tallet. I julefreden kan det anbefales at læse eventyret ”Grantræet” af H.C. Andersen.

Del denne