Voksbehandling mod snudebiller virker

Tip til april - bragt i HedeDanmarks Skov- og vildtkalender 2017.

Barken på unge nåletræsplanter er tynd, hvilket gør dem sårbare over for angreb af snudebiller, som i løbet af kort tid kan ødelægge hele kulturen. HedeDanmark er i gang med at udvikle og teste en ny metode til bekæmpelse af angreb fra snudebiller, og det foregår ved at behandle planterne med voks inden udplantning. De første resultater af forsøg viser, at voksbehandling af nåletræsplanter kan afværge angreb fra snudebiller bedre eller mindst lige så effektivt som kemi. 

Planterne påføres et lag hvidt voks, som snudebillerne ikke kan gnave igennem. Voksbehandlingen erstatter den kemiske sprøjtebehandling, som i dag er den mest brugte metode. Den hvide voks smeltes og påføres i flydende tilstand, hvorefter planterne straks afkøles. Efter behandlingen er planterne klar til at blive transporteret til kulturen, hvor de skal plantes. 

Planterne tager ikke skade af behandlingen, da de afkøles umiddelbart efter påføring af voksen, og behandlingen skal kun foretages én gang. Det er både ansvarligt og effektivt. HedeDanmark arbejder fortsat med nye forsøg i 2017 inden for en række  andre træarter for at få endnu flere erfaringer med, hvor effektiv voksbehandlingen er.

Del denne